Skip to content

aluminium i vacciner og udvikling af autoimmunitet hos børn

Artiklen er bragt hos Vaccinationsforums nyhedsbrev december 2012. PDF Udskriv E-mail
 

(Mechanisms of aluminium adjuvant toxicity and autoimmunity in pediatric populations: L Tomljenovic and CA Shaw Lupus 2012 21:223).

Referat af Flemming Borregaard Olsen

Introduktion

Aluminium (AL) er en ekstrem nervegift og forsøg har vist dens hjerneforstyrrende egenskaber både før og efter fødsel. Desuden er AL et meget potent stimulator af immunsystemet, hvorfor det benyttes som et hjælpestof.

Derfor er det overraskende at sikkerheden med AL fortsat beror på formodning, snarere end videnskabelig bevis, efter 80 års brug. Eksempelvis vides intet om dets giftighed og farmakokinetik hos spædbørn og børn. På den anden side ved man at langvarig påvirkning af AL kan medføre kognitiv dysfunktion og autoimmunitet hos voksne.

På trods af det, fortsætter man med at eksponere børn for AL i doser meget højere end til voksne, via børnevaccinationsprogrammet.

Alle undersøgelser om AL som hjælpestof er hidtil foretaget hos voksne. Hvis få vaccinationer hos voksne kan medføre uønskede bivirkninger i sammenhæng med ”ASIA” syndromet (autoinflammatorisk syndrom forårsaget af hjælpestoffer) er det kun rimeligt at formode AL medfører mindst samme påvirkninger hos børn, i mangel af videnskabelig bevis.

Formålet med denne evaluering er at undersøge mekanismerne for AL giftigheden med særlig vægt på det udviklende neuro-immune system og ”ASIA” syndromet, for således at kaste lys på dette uafklarede spørgsmål.

AL hjælpestoffer: en risiko for et udviklende barn?

For 15 år siden gjorde Cohen og Shoenfeld en vigtig observation: ”det lader til at vacciner har en særlig tendens til at påvirke nervesystemet”. Ifølge Israeli fremmer vaccine-hjælpestoffer autoimmune sygdomme ud over at de medvirker til at igangsætte vaccinens immunrespons.

Med hensyn til disse kendsgerninger er der fem vigtige observationer at tage i betragtning.

For det første; er der kritiske tidspunkter i hjerneudviklingen hvor selv subtile immun-udfordringer kan medføre permanente ændringer i hjerne og immunsystem. Således kan en enkelt Hepatitis vaccine med AL til nyfødte aber medføre nerveudviklende forsinkelser hos nyfødte, med hensyn til vigtige reflekser, essentielle for overlevelse.

For det andet; små børn er jævnligt eksponeret for betragtelige doser af AL gentaget over kort interval, hvilket er en nerve-immunotoksisk udfordring.

For det tredje; på trods af den fremherskende opfattelse af at den perifere immunrespons ikke påvirker hjernefunktionen, peger overvældende meget videnskabelig dokumentation på det modsatte; det er nu slået fast at der er en to-vejs neuro-immun forbindelse som spiller en afgørende rolle i immunregulering, hjernefunktion og vedligeholdelse af den generelle ligevægt.

For det fjerde; AL er målrettet de samme komponenter af neuro-immun systemet som spiller nøglerolle i hjerneudvikling og immunsystem.

For det femte, viser forsøg at et stærkt hjælpestof omgår den genetiske modstand mod autoimmunitet.

Således skal det overvejes om risikoen er til stede for at gentagne immunstimuleringer med vacciner på kritiske tidspunkter af hjerneudviklingen, kan føre til kritisk udfald for nerveudvikling og autoimmunitet.

Mekanismerne for immun stimulering ved hjælp af AL hjælpestoffer: hvad er risikoen?

Succesen for AL som et vaccinehjælpestof skyldes dets potente og stimulerende virkning på immunsystemet. Med undtagelse af svækkede vira vil fravær af AL i vacciner medføre utilstrækkelig immun respons, hvilket peger på at en betydelig del af den immunstimulerende effekt af vacciner bæres af AL selv.

Potensen og giftigheden af AL hjælpestof bør balanceres tilstrækkeligt således at stimulering opnås med minimale bivirkninger, hvilket er svært at udføre i praksis. Det skyldes at de samme mekanismer som genererer immunstimulerende effekt også har kapaciteten til at provokere en række utilsigtede reaktioner, herunder dem i tilknytning til ”ASIA” syndromet.

Der er yderligere problemer tilknyttet en neurotoksisk substans som AL hos børn. For det første; prænatale samt nyfødte hjerner er sårbare for neurotoksisk påvirkning. Ikke alene er disse tidspunkter meget sensitive perioder med hastig hjerne-udvikling, men blod-hjerne barrieren er ufuldendt og derved mere gennemtrængelig for giftige substanser. Derudover er nyrerne hos nyfødte særdeles skrøbelige som indvirker på deres evne til at fjerne giftstoffer.

Af disse grunde har børn større risiko for uønsket reaktion fra AL end voksne.

Selvom vacciner ofte er tilskrevet evnen til at nedsætte risikoen for komplikationer fra naturlige infektioner i tidlig barndom, bør det bemærkes at immunstimulering fra vaccinationer kan være meget større end ved naturlig infektion. Grunden til dette er at tidlig livs immun respons (før 6 måneder) er svagere og mere kortvarig, end dem frembragt hos immunologisk modne individer.

For at generere tilstrækkelig B-celle immun respons hos nyfødte, kræves der således immun-hjælpestoffer som AL, og ofte gentaget flere gange med kort mellemrum. I kontrast til dette vil børn ofte være eksponeret for kun ét patogent stof ad gangen, når det drejer sig om naturlig infektion, hvilket tilgodeser en mere subtil påvirkning af det umodne immunsystem.

Den manglende evne for et umodent immunsystem til at generere den fornødne respons til visse antigener stammer delvist fra et medfødt fænotype makrofag, som ikke producerer tilstrækkelig pro-inflammatoriske cytokiner – cytokiner er nødvendige for at stimulere nok antistof producerende B-celler.

Svækkelsen af pro-inflammatorisk cytokinproduktion forårsaget af makrofager hos den nyfødte er et vigtig udviklingsmæssig skridt, snarere end en defekt, fordi anti-inflammatorisk fænotype kan være gavnlig på et tidspunkt med hastig vævsudvikling.

Der er således to risici i forbindelse med børnevaccinationsprogrammet. For det første; én vaccine kan forstyrre den delikate immunbalance som kræves ved normal hjerneudvikling og således forstyrre nerveudviklingen. For det andet; sådanne gentagne vaccinationer er rutinemæssigt administreret samtidigt hvorved den inflammatorisk respons stiger, men det er samtidig også årsag til hjælpestoffers immuntoksiske effekt.

Den gentagne udmattelse af immunsystemet med høj dosis AL hjælpestof kan medføre en tilstand med immun hyperaktivitet, hvilket er en kendt risiko ved autoimmune sygdomme.

I overensstemmelse hermed har Gallagher og Goodman vist i en epidemiologisk undersøgelse af hepatitisB-vaccinationer hos drengebørn, at de som modtog én vaccination den første måned af livet, havde en tre gange større risiko for nerveudviklingsmæssige forstyrrelser end de som blev senere vaccineret eller slet ikke.

Observationer underbygger desuden den omdiskuterede hypotese om at gentagne vacciner kan fremskynde udviklingsmæssig regression, i det mindste hos modtagelige individer. Slutteligt har rutinevaccination hos børn været forbundet med en variation af autoimmune tilstande, blandt andet myelitis, insulin afhængig diabetes, multipel sklerose samt hjernebetændelse.

Aluminium vaccine hjælpestof og autoimmunitet

De fleste autoimmune tilstande som f.eks. ASIA, er drevet af overaktiv Th1 immun respons, hvilket forklarer problemet med at forstå hvorfor AL hjælpestof skulle være årsagen til tilstanden.

Historisk er AL hjælpestof kendt som et potent og specifikt stimulator af Th2 immunitet og således ikke at kunne aktivere cytotoksiske T celler – men der er dokumentation for at aluminiumforanlediget Th2 respons kan skifte til Th1.

Desuden er det muligt at AL hjælpestof kan medføre autoimmunitet ved at aktivere latente autoreaktive T celler hos bestemte individer.

Det er interessant at den typiske vaccine indeholder alle de nødvendige komponenter for at igangsætte autoimmun sygdom; Immun-cytokiner kan aktiveres som dernæst giver anledning til aktivering af autoreaktive T celler.

I overensstemmelse hermed er den immuntoksiske effekt af vaccinehjælpestoffer anerkendt som en konsekvens af hyperstimulering af den immunologiske respons formidlet af pro-inflammatoriske cytokiner.

Derfor er det ikke overraskende at samtidig påvirkning af to til tre hjælpestoffer, eller gentagen stimulering af immunsystemet med det samme antigen, kan omgå den genetiske modstand mod autoimmunitet. Disse kendsgerninger overses ofte ved planlægning af rutine vaccinationsprogram.

Eksempelvis har en amerikansk statsborger i forbindelse med vaccinationer modtaget 126 antigen sammensætninger i 4-6 års alderen.

Vaccine sikkerhed: hvor betryggende er dokumentationen?

På trods af den generelle opfattelse af, at vacciner overvejende er sikre og uønskede bivirkninger er ekstremt sjældne, kan en nøjere undersøgelse af den videnskabelige litteratur ikke støtte denne antagelse. Eksempelvis, til dato har man ikke udført kliniske undersøgelser som i tilstrækkelig grad har kunnet belyse vaccine sikkerhed (f.eks. sammenligning af sundhed hos vaccinerede og ikke-vaccinerede). Manglen på en sådan kontrolleret undersøgelse kan udspringe af, at sundhedsmyndighederne opfatter vacciner som værende ikke-giftige.

Selvom den tidsmæssige forbindelse mellem vaccinationer og alvorlige følgevirkninger er klar er årsagssammenhængen sjældent fastslået. Det konkluderes ofte at størstedelen af de alvorlige følgevirkninger der tilstøder er tilfældige og at de er ekstremt sjældne.

Imidlertid kan manglen på dokumentation af årsagssammenhæng bero på metodisk mangelfuldhed af vaccineundersøgelserne.

Da et stort antal undersøgelser om vaccinesikkerhed benytter placebo med AL, eller en anden AL indeholdende vaccine som kontrolgruppe, umuliggøres korrekt udregning af de vaccine relaterede uønskede bivirkninger.

Historisk i vaccine undersøgelser, har man altid ekskluderet sårbare personer med forud eksisterende sygdomme (f.eks. for tidlig fødsel, neurologiske forstyrrelser inklusive krampeanfald eller sensitivitet for vaccine komponenter som f.eks. AL)

På grund af denne skævhed ved udvælgelse kan alvorlige følgevirkninger ved vaccinationer nemt være væsentlig undervurderet.

Af alle disse grunde forbliver den sande sundhedsrisiko forbundet med vaccinationer ukendt.

Konklusion

Børn bør ikke betragtes som ”små voksne”. Deres unikke fysiologi gør dem meget mere sårbare for skadelige miljømæssige påvirkninger sammenlignet med voksne.

Ikke desto mindre er børn rutinemæssigt udsat for meget højere doser af AL som vaccine hjælpestof end voksne, selvom tilstrækkelig sikkerheds data for disse blandinger mangler. At AL som vaccinehjælpestof kan medvirke til signifikante autoimmune tilstande hos mennesker kan ikke bestrides, selvom det er omdiskuteret hvor almindelige sådanne følgevirkninger er.

Imidlertid rejser de eksisterende data, eller mangel på samme, spørgsmål om hvorvidt de nuværende børnevacciners sikkerhedsprofiler er tilstrækkelige.

Da børn er mest udsatte for komplikationer i forbindelse med vaccinationer, er en strammere evaluering af potentielle vaccinerelaterede følgevirkninger yderst påkrævet.

Artiklen kan downloades fra følgende side på internettet hvor referencer til teksten også fremgår sidst i dokumentet:

http://www.vaccineliberationarmy.com/wp-content/uploads/2012/01/LTShaw-Lupus-2012-Mechanism-of-adjuvant-toxicity-in-pediatric-populations.pdf

Leave a Reply