Skip to content

Samuel Hahnemann – ophavsmanden til Homøopati og eksperimentel Farmakologi

 

 

 

Hahnemann (1753-1844) var homøopatiens opfinder og samtidig den første forsker som systematisk afprøvede lægemidler af på raske mennesker, med henblik på præcist at kunne anvende substansernes iboende og helbredende kvaliteter.

Hahnemann’s opdagelser og nøgle principper

Prøvninger af lægemidler hos raske, og de følgende helbredelser af syge med lignende symptomer,  er Homøopatiens kerneprincip.
Desuden opdagede han sidenhen, at lægemidlernes effekt forøges, paradoksalt nok, når de udsættes for trinvis fortynding og bankning – en opdagelse som er kontroversiel, også ifølge Hahnemann, men hans opfattelse var klar; hvad gentagne eksperimenter entydigt påviser må være sandt, uagtet at det synes irrationelt og ulogisk.

Et andet vigtigt princip er minimal dosis. Homøopatisk behandling kræver få doseringer for at virke helbredende, til forskel fra almindelig medicinering. Dette er med tanke på, at midlet kun virker som en stimulering for at kroppen genvinder sin raske tilstand.

Helbredelse eller undertrykkelse?

Hahnemann var af den opfattelse, at et symptom peger på at der er en underliggende tilstand af ubalance, som i sig selv er årsagen til at symptomet manifesterer sig.

Gennem erfaring med behandling af tusindvis af patienter, opdagede han at mange genvandt godt helbred, men at de i processen, flygtigt og midlertidigt,  manifesterede nogle af de sygdomme som de havde haft for år tilbage – og som de oprindeligt havde fået traditionel behandling for.  Han mente den traditionelle måde at behandle på var symptom fikseret, undertrykkende og farlig for helbredet.

 

No comments yet

Comments are closed.